Nyhedsbrev nr. 8

Nu åbner SÆLEN som museumsubåd

Fredag den 24. juni 2005 klokken 1100 vil Forsvarsministeren sammen med Kulturministeren åbne SÆLEN som museumsubåd.

Ubåden er allerede nu opstillet på Holmens honnørkaj tæt ved Mastekranen og de andre historiske omgivelser.

En lang kamp for at give befolkningen et bedre indblik i Danmarks Ubådsvåben vil på denne dag passere en vigtig milepæl, men næste fase med etablering af et egentligt ubådsmuseum får samtidig forøget aktualitet.

Om et år skulle den gamle arrestbygning gerne åbne med et bredt udvalg af udstillinger om vore danske ubåde, livet ombord og ubådenes operationer i fred, spænding og krig.

Samtidig med SÆLENs åbning udgives bogen om de "Danske ubåde 1909 – 2004" skrevet af marinehistorikeren Søren Nørby og med mange indlæg fra tidligere ubådsfolk. En seriøs, læsevenlig og dog omfattende bog, som sammen med SÆLEN vil være med til at udbrede kendskabet til ubådsvåbnet.

Onsdag den 25. maj afholdt ubådsforeningen sit 3. medlemsmøde. Denne gang på flådestationen i Frederikshavn, hvor snakken gik livligt til sent ud på aftenen.

Næste medlemsmøde bliver onsdag den 22. juni klokken 1800 på Holmen, hvor ubåden SÆLEN skal "inspiceres" før åbningen to dage senere.